Hvordan fjernes eventuel harpiks
Hvis der er tale om større mængder harpiks, fjernes dette bedst ved at man venter til harpiksen er størknet (krystalliseret). Med en kniv, spartel eller lignende, kan den forsigtigt skrabes bort (ikke helt til bunden, idet malingen så kan tage skade).
Resterende harpiks kan nu fjernes med husholdningssprit. Spritten pensles på overfladen. Lad den virke et par minutter, og herefter duppes forsigtigt med en klud eller vat. Samme fremgangsmåde bruges til eventuelle brune skjolder.
Det er
vigtigt, at der ikke gnubbes med et hårdt materiale, idet malingen
derved kan risikere at tage skade - og husk, at efter spritbehandlingen
skal der afvaskes i rent vand.
Den type maling, vi har valgt til
overfladebeskyttelse, tillader som oftest, at harpiksen kan trænge
igennem malingen, uden at der sker afskalning. Det betyder, at når
harpiksen er fjernet, er overfladen igen intakt og kræver ingen ny
behandling.
Man vil i disse tilfælde kunne opnå en smuk og holdbar
overfladebehandling, hvis man et par gange om året aftørrer vinduerne og
dørene med en klud, der er vædet i husholdningssprit.
Spritten arbejder i malingsoverfladen, og man bør derfor som afslutning fjerne tilbagebleven sprit med en fugtig klud (vand).
Vi ved, at harpiksen kan være generende, men vi håber, at du vil have nytte af ovennævnte råd og få glæde af produkterne i mange år. Vigtigt er det at huske, at harpiks i træ er et sundhedstegn, som giver en længere levetid.